Skotland - mandag den 18. september 2017

Stac Pollaidh (kongeetapen)

Tilbage

Vi vågner op til en fantastisk dag med blå himmel og ikke en vind, der rører sig.

I fred og ro, får vi pakket vores ting og gør os klar til bedstemors morgenmad. Vi bor på et rigtigt bed and breakfast. Huset emmer af bedsteforældre med usandsynligt mange pynteting overalt. Det meste af bedstes dag kan nok gå med at støve af, når hun har fået os smidt ud. Hvis hun da ikke lige skal en tur i kirke først, for det er et troende hus, vi besøger.

Morgenmaden fejler ikke noget. En lækker scottish morgenmad med æg, bacon, champions og tomater. Dertil den obligatoriske toast og filterkaffe.

Mætte og veltilpasse pakker vi vores ting og siger farvel til bedste. Man skal lede længe efter et slattent håndtryk, som hun kan præstere.

Til gengæld står hun pænt i døren og vinker til os, da vi kører derfra.

Vi skal ikke køre langt i dag, da vi har besluttet at tage en overnatning på campingpladsen i Ullapool. Vejret er simpelthen for godt til at køre langt. Så vi kører ind til byen og finder campingpladsen nede ved byens yderste punkt og pladsen giver næsten sig selv. Vi skal bo helt ned med udsigt ud over vandet. Fantastisk.

Teltene bliver slået op og vi kører op i byen, for at besøge turistinformationen. De må kunne fortælle os om nogle vandreture i området.

De foreslår bl.a. en tur langs stranden ud til et fyrtårn og tilbage igen. Det lyder ikke særligt spændende i min optik. Så foreslår de en tur, der kræver, at vi kører ca. 20 km ud af byen (mod nord).

Den vælger vi og det kommer vi absolut ikke til at fortryde. Det bliver med stor sikkerhed kongeetapen.

Først går det af hovedvejen i ca. 15 km. Ved en lille by Drumrunie drejer vi til venstre ind af en single passing road og kører ca. 5 km. Så er vi fremme ved en parkeringsplads, der er fyldt op. Det plejer at være et godt tegn på en god tur.

Vi skal op på bjerget Stac Pollaidh, som er ca. 600 meter højt. Fra afstand ser det ud til at være en komplet umulig opgave. Det øverste del af bjerget står lodret op i luften. Ikke lige noget for sådan nogle halvgamle folk som os.

Vi forestiller os, at vi skal gå en tur rundt om bjerget og ikke helt op på toppen. Turen starter da også med at gå op, op og atter op. Det foregår i et stille tempo men hjertet banker godt, når vi bevæger os. Det tager vi ikke skade af.

Vi er startet turen kl. 12 og da vi er nået op i det, som vi formoder at være højden, holder vi pause og spiser en sandwich, som vi har smurt ved bilen før afgang. Den smager mindst lige så godt, som de færdigpakkede sandwiches, vi ofte har købt til vandreturene.

Der er stadig ikke meget vind, men den smule, der er, er forholdsvis kold, så vi gør klogt i at tage en regnjakke over os, for ikke at komme til at fryse af den sved, som vi trods alt har produceret.

Efter en spisepause, begiver vi os videre. Det går fortsat opad men vi kommer efterhånden også rundt om bjerget og kan først se mod øst men efterhånden også mod nord. Udsigten er fantastisk. Masser af små søer i lavlandet under os og rå bjerge skyder op omkring os. Det er noget mere rå natur, end vi har været vant til i England.

På nordsiden af bjerget deler stien sig i to og vi kan vælge en lav rute og en høj. Jørn overtaler os til den høje. Ikke fordi vi har brug for at kravle meget højere op men Jørn synes, at vi er så tæt på noget, der kunne ligne toppen af klippeformationen, så vi går op. Der er sten og klipper, der agerer en stejl trappe. Den er pæn stejl, men vi kommer langsomt og sikkert op.

Vi ender ikke på toppen af bjerget men når dog op til en lavning, hvor vi kan se ud til nord og syd. Helt vild udsigt. Det kan jo ikke beskrives men skal ses live.

Jørn kæmper sig op på den nærmeste klippeformation, der er ca. 50 meter højere oppe. Det har Jan og jeg ikke brug for. Vi nyder bare udsigten.

Så er der tid til nedstigning. Den ser lidt vild ud, når man kigger ned på den, men vi tager et skridt ad gangen og får efterhånden kæmpet os godt nedad. Snart er vi nede på siden af bjerget igen og kan nu se mod vest og ud over havet. Det er tydeligt, at vi befinder os i den barske del af Skotlands natur med klipper overalt.

Efter en god times vandring nedad, er knæene ved at være møre. Vi kan se ned til bilen og glæder os til at nå derned.

Vejret har været en anelse skyet under vandringen, men nu er det skyfrit igen, så vi kan få et sidste billede af bjerget fra bilen. En helt igennem fantastisk vandretur.

Vi kører tilbage til campingpladsen og parkerer bilen og går til den nærmeste pub The Arch Inn, for at nyde en velfortjent pint - igen fra et lokalt bryggeri i Ullapool. Dejligt at se, at der stadig produceres masser af real ale. Vi smager en humlet lys type, som ikke er i særlig god harmoni. Så prøver vi en mørk, lidt sød øl, som de er sluppet meget bedre afsted med.

På skift går vi op på campingpladsen for at gå i bad. Det må kun tage en øls tid. Da vi alle er samlet igen, bestiller vi fish and chips. Det glider let ned efter en dags hårdt arbejde.

Ud på aftenen går vi en tur langs havnen, for at smage en Atlantic bryg fra Sharp's bryggeriet. Det bringer os hen til The Ferryboat Inn, som desværre ikke har Atlantic på hanen i dag. Vi smager en anden og får en sludder med tre unge Schweizere, der også drikker real ale. Vi er lidt nysgerrige på, hvorfor de drikker den slags øl og ikke pilsnere, som alle andre. De vil gerne prøve øllet, er deres svar.

Jeg ringer til Marie. Det lyder til, at de også har en god tur i Frankrig.

Så er det ved at være sengetid og vi begiver os tilbage mod campingpladsen.

Der serveres en godnatrom i teltet og så er der ro.